Christian 2 1481-1559
Christian 2., 1.7.1481-25.1.1559, konge af Danmark, søn af kong Hans og Christine, gift med Elisabeth. Christian 2.s regeringstid 1513-23 domineredes af kampen for at erobre Sverige. Samtidig forsøgte han ved reformer at skabe en stærk kongemagt, der var støttet til et driftigt og velstående borgerskab, mens kirken og højadelen blev skudt til side.
Christian 2. Portrætmaleri af Lucas Cranach d.æ. Illustration fra denstoredanske.dk, ©Gyldendal.
Som barn blev han en tid opdraget hos den københavnske storkøbmand Hans Meissenheim Bogbinder. Som ung prins deltog han ivrigt i Sveriges erobring 1497 og i krigsførelsen efter 1501, da Sverige atter løsrev sig. I 1506 blev han indsat som regent i Norge, hvor han med hård hånd sikrede det danske herredømme.
Mod forfatningen blev tronfølgen allerede i faderens levetid sikret, og ved kong Hans' død 1513 besteg Christian uden videre tronen. Med stor personlig myndighed forstod han at sætte sig ud over de formelle bånd, som håndfæstningen lagde på regeringsudøvelsen. En første politisk triumf var ægteskabet (ved stedfortræder) 1514 med Elisabeth, den kommende kejser Karl 5.s søster. Foreløbig beholdt Christian 2. ganske vist elskerinden Dyveke, men efter hendes død 1517 knyttedes ægtefællerne nært til hinanden.
Christian 2 i 1515. Illustration fra Danmarks Riges Historie (1896-1907).
I 1517 blev krigen mod Sverige genoptaget. Efter storstilede rustninger lykkedes det i januar 1520 at føre hæren højt op i de svenske kernelande. Selv sejlede Christian 2. med flåden fra København og sluttede sig til hæren, der belejrede Stockholm. Efter overgivelsen lod han sig hylde som Sveriges arveherre, et forfatningsmæssigt overgreb, der reelt forvandlede valgkongedømmet til et diktatur. Henrettelsen af over 80 tilhængere af rigsforstanderen Sten Sture i dagene 8.-9. november 1520 under "Det Stockholmske Blodbad", som fandt sted uden hensyn til hans højtidelige løfter om en fuldstændig amnesti, har præget eftertidens opfattelse af ham som den kyniske og brutale tyran.
Efter blodbadet stod Christian 2. på højden af sin magt. Rastløs kastede han sig straks over nye projekter. Allerede i december 1520 oprettede han et nordisk handelskompagni og gav admiralen Søren Norby ordre til at forberede en ekspedition til Grønland. Næringsliv og handel skulle fremmes med alle midler. Omsorgen for købstæderne trådte særligt frem i de omfattende love, der blev sat i kraft 1521-22. Under et besøg hos svogeren Karl 5. i sommeren 1521 forberedte han tilsyneladende en ekspansion i Nordtyskland.
Det Stockholmske Blodbad. Illustration fra Danmarks Riges Historie (1896-1907).
Opstanden i Sverige under den nyvalgte rigsforstander Gustav 1. Vasa kuldkastede imidlertid alle planer. I sommeren 1522 udbrød åben krig med hansestæderne, og i selve Danmark murrede befolkningen over krigspolitikken. Ved forliget i Bordesholm 13. august 1522 måtte han gøre store indrømmelser til sin farbror, hertug Frederik (den senere Frederik 1.), en ydmygelse, der ramte ham hårdt. Da oprøret brød ud i Nørrejylland i januar 1523, mistede han helt modet. Hen ved 20 gange skal han have ladet sig ro frem og tilbage over Lillebælt. [Se myten: Sejlede Christian 2 frem og tilbage på Lillebælt i 1523?] Den 13. april sejlede han fra København med orlogsflåden, officielt for at søge hjælp hos dronningens slægtninge. Reelt var det en flugt.
I Nederlandene etablerede parret med de tre børn et eksilhof i Lier sydøst for Antwerpen. Herfra udgik Christian 2.s kamp for at genvinde sine riger. Ørnevisen og en dansk oversættelse af Det Nye Testamente agiterede for hans sag. Han knyttede store forventninger til udbetalingen af dronningens medgift, men forholdet til den nederlandske regering var yderst anspændt, ikke mindst som følge af Christian 2.s overgang til Luthers lære. Ved Elisabeths død 1526 blev børnene taget fra ham.
Først i efteråret 1531 lykkedes det under store vanskeligheder at udruste en stærk flådemagt, men ved ankomsten til Oslo Fjord den 8. november var hæren og flåden i en elendig forfatning. Den 5. januar 1532 blev Christian 2. hyldet som Norges arveherre, men Bohus, Akershus og Bergenhus nægtede at overgive sig. Navnlig Mogens Gyldenstierne på Akershus forsvarede sig med stor tapperhed. Efter ankomsten af en overlegen dansk-lybsk flåde måtte han indlade sig på forhandlinger og indgik den 1. juli den skæbnesvangre overenskomst, der mod givet lejde skulle føre ham til København for at forhandle med Frederik 1. I stedet førtes han videre til Sønderborg, hvor han blev indsat som fange på slottet den 9. august.
Christian 2. Et ydre pres på et land skærper som regel folkets historiske bevidsthed. Således også i Danmark efter det ydmygende nederlag til Preussen i Den Slesvigske Krig i 1864. Nederlaget forstærkede de danske kunstneres interesse for historiemaleriet. Motivvalget var i reglen kendte situationer fra middelalderen og renæssancen. Her Carl Blochs maleri fra 1871 Christian 2. på Sønderborg Slot; Frederiksborgmuseet. Illustration fra denstoredanske.dk, © Frederiksborgmuseet/Statens Museum for Kunst.
I fangenskabet blev en gammel soldat, Mikkel, hans eneste selskab, og først i 1549 mildnedes indespærringen. Christian 2. blev overført til Kalundborg, hvor han kunne færdes frit i omegnen og drage på jagt.
Christian 2's monogram og valgsprog. Illustration fra denstoredanske.dk.
Læs mere om Christian 2 på denstoredanske.dk
