Artikel: Danmark og EF/EU efter 1973

Danmark og EF/EU efter 1973

Dansk EF-politik efter 1973: Et overblik

Frem til midten af 1980’erne var den danske EF-politik generelt præget af den mindste fællesnævners politik, der betød, at de danske, overvejende socialdemokratiske, regeringer holdt foden på bremsepedalen, når diskussionerne faldt på yderligere integrationstiltag. Denne politik blev dog heller ikke voldsomt testet i denne periode, hvor EF på grund af oliekriserne og den interne budgetstrid med Storbritannien generelt lå noget underdrejet.

Dette forhold ændrede sig i midten af 1980’erne, hvor der kom ny dynamik i EF-samarbejdet, samtidig med at det politiske styre i Danmark var kommet på borgerlige hænder under makkerparret statsminister Poul Schlüters (K) og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensens (V) ledelse. De borgerlige regeringer prøvede at placere Danmark mere i centrum af EF’s diskussioner og gik således varmt ind for, at Danmark tilsluttede sig Fællesakten, en traktatreform der sigtede på at skabe Det Indre Marked. Oppositionen anført af Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og SF var imod Fællesakten, men accepterede, at en vejledende folkeafstemning blev retningsgivende for den danske politik. Da den efterfølgende folkeafstemning i 1986 resulterede i et ja, blev Danmark et af første lande i EF, som ratificerede Fællesakten.

Ja’et til Fællesakten samt de store forandringer, der prægede europæisk politik i slutningen af 1980’erne med omvæltningerne i Østeuropa og den begyndende afvikling af den kolde krig, førte til et opbrud i den danske europapolitik. Her blev det især afgørende, at Socialdemokratiet gradvist bevægede sig i mere pro-europæisk retning. Det resulterede i et fællesoplæg mellem den borgerlige regering og Socialdemokratiet op til regeringskonferencen i 1990 om Maastricht-traktaten. Alligevel så det ud til, at de nye planer, der bl.a. sigtede på skabelsen af en Økonomisk og Monetær Union (ØMU) og en politisk union var for skrap kost for de danske vælgere, som ved en folkeafstemning i 1992 forkastede Maastricht-traktaten. Der skulle fire danske særforbehold til, før de danske vælgere ved en ny afstemning året efter endelig godkendte traktaten.

Det danske nej i 1992 vidnede - som det efterfølgende nej ved folkeafstemningen i 2000 om at ophæve ØMU-forbeholdet - om eksistensen af en kløft mellem befolkningens og den politiske elites holdninger til det europæiske samarbejde. På det politiske topniveau var der op igennem 1990’erne et udpræget ønske om at placere sig mere i midten af den europæiske politik, men denne ambition blev effektivt bremset af opinionen og vælgerne, som var betydeligt mere skeptiske over for øget integration i EU. Dansk politik blev således til i, hvad der er blevet kaldt for europapolitikkens strategiske trekant, dvs. i mødet mellem integrationstiltag fra Bruxelles, danske politikeres forsøg på at modificere og præsentere disse tiltag på en måde, der var spiselig for den danske befolkning, og den danske befolknings noget uentusiastiske opbakning til EU-samarbejdet.

Efter Fogh Rasmussen-regeringens dannelse i 2001 er den danske EU-profil blev yderligere nedtonet, da regeringen er afhængig af Dansk Folkepartis stemmer. Det har imidlertid ikke forhindret, at Fogh Rasmussen-regeringen har ført en aktiv og konstruktiv politik på udvalgte områder, fx. på spørgsmålet om EU’s udvidelse, selv om det har været svært at sælge behovet for de politiske reformer, som udvidelsen til 27 lande har ført med sig. Det er måske hovedgrunden til, at regeringen sidst i 2007 har besluttet ikke at lægge den nye Lissabon-traktat ud til folkeafstemning.

Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller
underskriver østudvidelselsaftalen 2003. Fra
European Commission - Audiovisual Service.    

Den beherskede begyndelse 1973-1982

På grund af Socialdemokratiets position som regeringsbærende parti i de fleste år frem til 1982, blev den danske EF-politik i denne periode generelt præget af en forsigtig mellemstatslig og lav-profileret tilgang. Den danske politik tog sig dog ikke udpræget fodslæbende ud, fordi EF i denne periode på grund af oliekriserne og den lammende budgetstrid med Storbritannien ikke opviste den store reformiver eller fremdrift.

Ved at udpege Anker Jørgensen (S) til sin efterfølger som statsminister i 1972 havde den europæisk orienterede Jens Otto Krag (S) søgt at imødekomme de mere EF-kritiske dele af Socialdemokratiet. Sammen med blandt andre Ivar Nørgaard repræsenterede Anker Jørgensen den store gruppe af socialdemokratiske forbeholdseuropæere. De støttede de økonomiske og markedsmæssige arrangementer inden for fællesskabet, men kun så længe disse i hovedsagen kunne holdes på et mellemstatsligt niveau, der sikrede dansk hånds- og halsret over velfærdsstatsspørgsmål, arbejdsmarkedsspørgsmål m.m., og så længe samarbejdet ikke udviklede sig i en mere forpligtende politisk, herunder udenrigspolitisk, retning.

Det danske EF-medlemskab udviklede sig i 1970’erne som forventet med positive virkninger for betalingsbalancen (via EF’s landbrugsstøtteordninger) og for statsbudgettet (via bortfaldet af en lang række nationale støtteordninger til samme erhverv). Virkningen blev dog sløret af de voldsomme økonomiske problemer, Danmark i samme årti løb ind i på grund af oliekriserne, den økonomiske afmatning og den stigende arbejdsløshed. På landbrugsspørgsmål var Danmark som regel del af den hovedkonsensus blandt EF-landene, som fastholdt landbrugsstøtten som den absolut dyreste udgiftspost i EF-samarbejdet. Fiskerispørgsmål var en helt anden sag, idet Danmark her flere gange fik ørene i EF-maskineriet på grund af sine krav om at opretholde sit omfattende industrifiskeri, som de andre EF-lande (og mange danske biologer) betragtede som ødelæggende for den økologiske balance i Nordsøen. Dette slagsmål førte i øvrigt til, at fiskeriminister Karl Hjortnæs (S) i 1981 nedlagde Danmarks første veto i EF i et forsøg på at blokere Kommissionens forsøg på at gøre EF’s midlertidige fiskebevaringsforanstaltninger permanente. Voldsomme og vedvarende stridigheder var der også omkring adgangen for andre landes fiskere, ikke mindst vesttyske, til at fiske ved Grønland. Disse stridigheder må anses som en væsentlig baggrund for, at grønlænderne i 1982 stemte for at forlade EF (Færøerne var derimod ikke trådt ind i EF sammen med Danmark i 1973) - første og eneste gang noget sådant er sket i Fællesskabets historie.

De danske vælgere var trods det komfortable ja til medlemskab i 1972 tilsyneladende heller ikke tilfredse med medlemskabet. I hvert fald viste opinionsmålingerne kort efter den danske indtræden og frem til midten af 1980’erne, at der nu var flere vælgere, der ville sige nej til medlemskab end der var ja-sigere. Disse opinionstal var måske også en væsentlig baggrund for, at der ikke blandt de danske partier var voldsom begejstring, da der i EF blev fremsat forslag om direkte valg til Europa-Parlamentet (EP). Hidtil var medlemmerne af EP udpeget af de nationale parlamenter, og især midterpartierne Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre, der begge havde betydelige EF-kritiske medlemmer og vælgere i egne rækker, var ikke meget for at åbne op for, at disse vælgere kunne gå andre steder hen, bl.a.. til Folkebevægelsen mod EF, som via de direkte valg kunne blive repræsenteret i EP. Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre opgav dog til sidst modstanden. Danmark blokerede således ikke for reformen, der betød, at der i 1979 for første gang gennemførtes direkte valg til EP – et valg der i Danmark sendte Folkebevægelsen mod EF ind med fire af 16 danske mandater, hvilket var et mere end Socialdemokratiet kunne mønstre.

De direkte valg til EP var et af de få virkelige reformskridt i EF i denne periode. Et andet var oprettelsen af Det Europæiske Råd af EF’s statsledere i 1974. Rådet var ganske vist ikke i udgangspunktet en del af EF-samarbejdet, men blev alligevel med tiden både en formaliseret del og EF/EU’s politiske overhøjhedsorgan. Det samme kan i noget omfang siges om Det Europæiske Politiske Samarbejde (EPS), der på påbegyndtes i 1970, men ligeledes uden at være en del af traktatgrundlaget. EPS-samarbejdet udviklede sig imidlertid ret hurtigt til et fast udenrigspolitisk samarbejde mellem EF-landene. På den baggrund fandt de danske regeringer også ud af, at samarbejdet havde sine store fordele, bl.a.. ved, at Udenrigsministeriet fik adgang til informationer og ekspertiser hos de andre europæiske lande, man aldrig tidligere havde kunnet opnå, eksempelvis gennem det nordiske samarbejde. Et kontant udtryk herfor var, at der efterhånden kom mere balance i den danske Mellemøsten-politik, der som konsekvens kom til at virke mere imødekommende og forstående over for de arabiske/palæstinensiske synspunkter end den ret entydigt pro-israelske linje, der havde hersket de foregående par årtier.

Anker Jørgensen i samtale med hollandsk statsmminister
ved Europarådsmøde i Bruxelles 1976. Ved mødet blev
antallet af sæder i europaparlamentet ved valget 1978
besluttet. Fra European Commission - Audiovisual Service.

Splittelse i europapolitikken, 1982-1986

Fra midten af 1980’erne kom EF ind i en ny udviklingsfase, ligesom den danske europapolitik også ændrede sig. I EF var budgetstriden blevet løst, og effekten af den seneste oliekrise fra 1979 var ikke så mærkbar længere. EF gik ind i en dynamisk periode, som tog sigte på at relancere Europa som en stærk aktør i den internationale økonomi og til dels også i international politik i takt med neddroslingen af den kolde krig. I Danmark begyndte den borgerlige Schlüter-regering, som tiltrådte i 1982 med Uffe Ellemann-Jensen (V) som højtprofileret udenrigsminister, at bryde med den defensive danske europapolitik og i stedet at sigte mod at placere Danmark mere centralt i EF.

For Schlüter-regeringen var det imidlertid ikke let at komme igennem med et sådant kursskifte. I Folketinget var der trods regeringsskiftet i 1982 fortsat et flertal af socialdemokrater, radikale og folkesocialister m.fl., der ikke delte ønsket om en mere aktiv og involveret dansk EF-politik. Som på det sikkerhedspolitiske område var der også i europapolitikken tale om et alternativt flertal uden om regeringen.

 
Uffe Ellemann-Jensen og Poul Schlüter. Fra European
Commission - Audiovisual Service.

Dansk EF-pas. Som følge af EF-direktiver i 1981 og
1982 skulle alle EF-lande udstede pas i samme
format fra 1985. Det danske pas gik fra at være grønt
til 'rødbederødt'. Passet skulle bære betegnelsen
'Det Europæiske Fælleskab' øverst og først derefter
'Danmark'. Ovenstående vakte nogen debat. Flere
udskiftede deres pas inden udløbsdatoen, således
at de i en årrække undgik påskriften 'Det Europæiske
Fællesskab'. Fra European Commission
- Audiovisual Service.

Fællesakten/EF-pakken 1986

Splittelsen i Folketinget kom i midten af 1980’erne klart til udtryk i spørgsmålet om den nye EF-traktat, Fællesakten (i datiden ofte benævnt EF-pakken), der først og fremmest sigtede mod dannelsen af et indre marked mellem medlemslandene. Trods det, at EF-toldunionen var fuldt gennemført i slutningen af 1960’erne, var der fortsat så mange tekniske handelshindringer for den europæiske samhandel, at EF havde svært ved at leve op til den ofte benyttede betegnelse Fællesmarkedet. Schlüter-regeringen gik ind for Det Indre Marked, men kunne ikke samle flertal i Folketinget. Som modtræk udskrev regeringen derfor en vejledende folkeafstemning til afholdelse 27. februar 1986 – en handling som fik reel betydning, fordi hovedparten af oppositionen lovede at acceptere resultatet. Regeringen vandt en sejr, da et flertal på 56,2 % af de afgivne stemmer faldt ud til fordel for ratifikation af Fællesakten. Danmark kom således til at indgå i Det Indre Marked fra første færd.

EF-pakken. Fra European Commission
- Audiovisual Service.

Maastricht-traktaten 1990-1992

Nederlaget ved folkeafstemningen blev i Socialdemokratiet startskuddet til en revurdering af partiets tilbageholdende europapolitik, som yderligere tog fart på overgangen mellem 1980’erne og 1990’erne i takt med de afgørende politiske omvæltninger i Østeuropa, afviklingen af den kolde krig og den tyske (gen)forening. Således lykkedes det i 1990 for Socialdemokratiet og regeringen at nå til enighed om et fælles memorandum som oplæg til de nye traktatforhandlinger om en Økonomisk og Monetær Union og en politisk union, der under indtryk af både vedtagelsen af Fællesakten og de store politiske omvæltninger i Europa var sat på EF’s dagsorden. Denne enighed styrkede den danske forhandlingsposition, og det indgåede memorandum er af historikeren Nikolaj Petersen blevet benævnt som ”den hidtil mest pro-integrationistiske tilkendegivelse fra dansk side”.

Resultatet af forhandlingerne i EF blev Traktaten om Den Europæiske Union (TEU), eller Maastricht-traktaten som den også kaldes. Den indeholdt adskillige danske fingeraftryk, først og fremmest inden for områder som udvidet samarbejde om udviklingsbistand, miljø og forbrugerbeskyttelse. På andre områder var Danmark stadig mere tilbageholden, herunder ikke mindst i spørgsmålet om at indføje en forsvarsdimension i det udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde (FUSP, der erstattede det tidligere EPS-samarbejde) og i ØMU-spørgsmålet. På forsvarsområdet gik den nye traktat længere end ønsket af især Socialdemokratiet, og i ØMU-spørgsmålet lykkedes det ikke at komme igennem med en generel ikke-tiltræden, en såkaldt opt-out-klausul, for de lande, som enten ikke kunne eller ikke ønskede at overgå til ØMU’ens såkaldte tredje fase med fælles valuta. I stedet fik Danmark en særlig protokoltilføjelse, som slog fast, at der krævedes en folkeafstemningsafgørelse, før Danmark kunne indtræde i den tredje fase.

I København var der glæde over det endelige resultat både i den borgerlige og i den socialdemokratiske lejr. Maastricht-traktaten var så fint et resultat, at den danske befolkning ikke blot ville sige ’ja’, men ’ja tak’ til traktaten, fastslog udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V). Det gik dog anderledes. Resultatet af folkeafstemningen den 2. juni 1992 blev et lille, men effektfuldt nej afgivet af 50,7 % af de deltagende vælgere. Det danske nej skabte store problemer, fordi det formelt betød, at traktaten ikke kunne træde i kraft, hverken i Danmark eller i EF som et hele.

 
Maastricht-traktaten. Fra European Commission
- Audiovisual Service.

Det nationale kompromis: De fire forbehold

Fra de andre EF-landes side blev der imidlertid ikke lagt skjul på, at det især var Danmark, der havde et problem, og at det var den danske regering, der måtte komme frem med en løsning. Det var dog ikke den danske regering, men snarere oppositionen, der fandt frem til den formel, der kunne løse op for krisen. Formlen hed ”Det nationale kompromis” og blev forhandlet på plads mellem Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og SF og senere også tiltrådt af regeringen. Kernen i kompromisset var, at Danmark tog fire forbehold i forhold til TEU/Maastricht-traktaten i form af krav om ikke-tiltræden på fire traktatområder:

1. forsvarssamarbejdet
2. ØMU'ens tredje fase (indførsel af euroen som fælles møntfod)
3. de overnationale sider af rets- og politisamarbejdet
4. det europæiske unionsborgerskab.

Det nationale kompromis repræsenterede således en re-traditionalisering af dansk europapolitik i den forstand, at det grundlæggende forkastede dansk deltagelse i de mere overnationale og politiske/sikkerhedspolitiske sider af det kommende EU-samarbejde. Forbeholdene blev efter hårde forhandlinger godkendt af de øvrige EF-lande ved Edinburgh-aftalen i december 1992, og ved en ny folkeafstemning i 1993 faldt 56,8 % af de afgivne stemmer ud til fordel for dansk tiltræden med de fire forbehold. Til gengæld resulterede ja’et i voldsomme optøjer på Nørrebro i København, hvor politiet på et tidspunkt følte sig tvunget til at skyde mod demonstranterne.  

Danske og europæiske dilemmaer 1994-

Efter den afsluttede ratifikationsproces af Maastricht-traktaten blev EF i 1993 til EU. I Danmark var det igen frem til 2001 socialdemokratisk-ledede regeringer, nu under Poul Nyrup Rasmussen (S), der svingede taktstokken - ligesom det i øvrigt var det i størstedelen af EU i denne periode. Dette bidrog til at give dansk europapolitik og EU’s politik som helhed en stærkere socialdemokratisk profil, hvilket gjorde det europæiske projekt mere spiseligt for venstrefløjen – og mindre indbydende for borgerlige vælgere. Den borgerlige skepsis blev i øvrigt også styrket af selve den kendsgerning, at den europæiske integrationsproces med dannelsen af EU havde fået en langt klarere overnational karakter, hvor det blev ganske åbenbart, at processen var ved at berøre – eller underminere - mange af de politiske kerneområder, som nationalstaten var bygget op omkring så som retspolitik, valutapolitik og forsvarspolitik.

Begivenhederne i 1992-93 havde vist, at den danske befolknings støtte til integrationen ikke var noget, man kunne tage for givet, og at der var stigende forskel på holdningen til øget europæisk integration i Folketinget og i befolkningen. Dette krævede en delikat balanceakt af politikerne, der skulle søge at forudse, hvordan befolkningen ville reagere på europæiske reformforslag og præsentere disse på en måde, som de troede ville være mest spiselig.

Det danske nej til Maastricht-traktaten i 1992 (og det meget lille franske ja samme år) indvirkede også på EU selv, der igennem 1990’erne blev mere bevidst om nødvendigheden af at gøre det europæiske projekt mere direkte appellerende til borgerne, hvilket man søgte at gøre ved at sætte øget fokus på spørgsmål som miljø- og forbrugerbeskyttelse, menneskerettigheder og politisk gennemsigtighed. Denne prioritering var allerede synlig i det nye traktatforslag, Amsterdam-traktaten, som blev præsenteret for de danske vælgere ved en folkeafstemning 28. maj 1998, og som et flertal på 55,1% godkendte.

Blandt ja-partierne, i Udenrigsministeriet og hos de danske europaeksperter var der nærmest fuld enighed om, at de fire Maastricht-undtagelser var en klods om benet, som udhulede den danske indflydelse i Bruxelles. Der opstod derfor relativt hurtigt krav om, at de burde fjernes. Nyrup Rasmussen-regeringerne måtte dog træde varsomt i sagen, fordi undtagelserne med rette blev anset som kernen i den kontrakt mellem befolkningen og det politiske system, som var blevet indgået gennem Edinburgh-afstemningen. I 2000 erklærede Nyrup Rasmussen sig imidlertid villig til at prøve kontrakten af ved at afholde en afstemning om Danmarks indtræden i ØMU’ens tredje fase.

 
Amsterdamtraktaten med underskrift af Belgien,
Danmark, Tyskland og Grækenland. Fra European
Commission - Audiovisual Service.

ØMU-afstemningen i 2000

Ved at tilslutte sig ØMU’en i 2000 kunne Danmark træde indtræde i den monetære unions tredje fase, samtidig med at euroen blev introduceret som fysisk realitet og dagligt betalingsmiddel den 1. januar 2002. Danmark deltog allerede i de to første faser af samarbejdet, samtidig med at Nationalbanken deltog i det europæiske system af nationalbanker ESCB, ligesom den danske krone var snævert bundet til euroen gennem fastkurspolitikken i det såkaldte ERM2-samarbejde. Dette betød, at dansk rente- og pengepolitik var dybt afhængig af beslutninger taget af Den Europæiske Centralbank og af EU’s finansministre, når de mødtes i de såkaldte Euro-sessioner, hvor Danmark ikke deltog på grund af forbeholdet. I regeringens øjne forhindrede forbeholdet derfor den bedst muligt varetagelse af danske interesser. Endelig var der i de første måneder af 2000 grund til at tro, at befolkningen langt hen ad vejen delte regeringens synspunkt, idet opinionsmålinger i et stykke tid havde været ja-gunstige, hvilket givetvis var den afgørende omstændighed, som fik Nyrup Rasmussen (S) til at udskrive en folkeafstemning om det danske ØMU-forbehold.

Når afstemningen den 28. september 2000 alligevel endte med et nej-flertal på 53,2 % skyldtes det flere faktorer. Den såkaldte Østrig-sag, hvor en række europæiske lande besluttede at indføre sanktioner mod Østrig som en konsekvens af, at Jörg Haiders højreradikale parti var blevet optaget i den nye østrigske regeringskoalition, blev dygtigt udnyttet af EU-modstanderne. Men også Venstre og De konservative udnyttede sagen indenrigspolitisk, hvilket var med til at splitte samarbejdet mellem ja-partierne. Samtidig begyndte værdien af euroen i øvrigt at falde over for dollar, hvilket i manges øjne var et tegn på, at den nye valuta ikke var så stabil. Flere økonomer stillede også spørgsmålstegn ved regeringens påstand om at et nej ville svække den danske økonomi.

 
Gruppebillede fra lanceringen af Euroen 1998 med
deltagelse af økonomi- og erhvervsminister Marianne
Jelved (nr.2 fra højre). Fra European Commission
-  Audiovisual Service.

VK-regeringen 2001: Begrænsede manøvremuligheder

Den mere pro-europæiske linje i dansk EU-politik blev ramt hårdt af ØMU-nejet, og denne tendens blev yderligere forstærket, da Nyrup Rasmussen-regeringen i 2001 blev væltet og erstattet af den borgerlige Fogh Rasmussen-regering, der baserede sig på Dansk Folkeparti som parlamentarisk støtteparti. Dermed blev den nye regering afhængig af det parti, som profilerede sig som Danmarks mest traditionsbundne og nationale parti, og som i forlængelse heraf også havde udviklet sig til at blive Danmarks mest EU-kritiske parti. Dette samarbejde begrænsede det politiske manøvrerum i europapolitikken og ledte igen til en mere reserveret dansk europapolitik – en udvikling som også delvis matchede den umiddelbare tilbøjelighed hos statsministeren selv, der aldrig som sin forgænger i Venstres chefstol, Uffe Ellemann-Jensen, havde ført sig frem med høj europæisk cigarføring.

Danmarks aktive rolle i forhold til EU-udvidelser, 1993-2002

Trods de fire forbehold, og trods nederlaget i ØMU-afstemningen, er der dog grund til at fastholde, at den danske EU-politik i post-Maastricht-perioden mere overordnet har været ganske EU-positiv og aktiv. Det gælder ikke mindst i det vigtige udvidelsesspørgsmål i relation til både den mere begrænsede optagelse af fire af de tilbageblevne EFTA-lande, Østrig, Finland, Sverige og Norge i 1995 (en optagelse norske vælgere endnu en gang blokerede) og den store og mere komplicerede østudvidelse med foreløbig 12 øst- og centraleuropæiske lande.

På det Europæiske Råds møde i København i 1993 blev EU-landene enige om de såkaldte Københavns-kriterier, som detaljerede de politiske og økonomiske hovedkriterier, som ansøgerlandene måtte leve op til, hvis de ville gøre sig håb om medlemskab. Det var derfor også ret symbolsk, at Fogh Rasmussen-regeringen under det danske formandskab i efteråret 2002 kunne gøre processen færdig ved endnu et topmøde i København. Det var en indsats, som Fogh Rasmussen med rette høstede stor anerkendelse for, og som altså gjorde EU til et nærmest fuldt europæisk projekt med 25 medlemslande – yderligere udvidet til 27 lande med Rumæniens og Bulgariens optagelse pr. 1. januar 2007. Udvidelsen var en stor sejr for EU-samarbejdet og for bestræbelsen på skabe et helt Europa til afløsning for det blokopdelte Europa under den kolde krig.

 
Anders Fogh Rasmussen. Fra European Commission
- Audiovisual Service.

Forfatningstraktaten 2005

Efter den succesrige øst-udvidelse kom der derfor en stor bunke malurt i bægeret, da franske og nederlandske vælgere i 2005 forkastede den Forfatningstraktat, der skulle reformere EU og geare institutionerne til at modtage de mange nye medlemslande. Afvisningen i de to folkeafstemninger var dog næppe udtryk for en afvisning af udvidelsen, men snarere en noget uklar blanding af indenrigspolitiske utilfredshedsmarkeringer og vanskeligheder ved at acceptere en så stærk integrationsmarkering, som indførelsen af en EU-forfatning ville være. Forfatninger er noget stater har, mens traktater er noget, der indgås mellem stater. Forfatningstraktaten henviste således i sit navn både til de overnationale og mellemstatslige elementer i EU-samarbejdet, men meget tyder altså på, at de europæiske borgere endnu ikke er parate til at udstyre EU med så klar statsmæssig blåstempling som en forfatning.

Nej’et i de to folkeafstemninger umuliggjorde en ratifikation af Forfatningstraktaten og kastede EU ud i en ny traktatkrise. Men trods dette fungerede EU egentlig ganske upåvirket videre i dag-til-dag arbejdet. Kommissionen fortsatte med at fremsætte forslag til lovgivning, Europa-Parlamentet forsatte med at diskutere forslagene, og EF-domstolen vedblev ligeledes med pådømme og tolke EU’s lovgivningskompleks. Denne situation anskueliggjorde ganske tydeligt, hvor udviklet EU’s politiske system efterhånden var blevet, og i hvor høj grad institutionerne i dette system faktisk driver integrationen fremad, når den mellemstatslige traktatproces er lammet. I 2006 vedtog Europa-Parlamentet således det hedt debatterede servicedirektiv. Ganske vist i en markant ændret udgave end oprindeligt forslået af Kommissionen, så det er loven i oprindelseslandet og ikke lovgivningen i hjemlandet, som skaber rammen for eksempelvis håndværkere, der udstationeres i et andet EU-land. Alligevel tyder de første domme fra EF-Domstolen i 2007 på dette område på, at Domstolen rokker ved dette princip, bl.a. ved ikke at ville acceptere alle regler indgået i de nordiske aftalesystemer mellem arbejdstagere og arbejdsgivere som automatisk gældende for servicekontrakter med udenlandske firmaer.

Lissabon-traktaten 2007

I mellemtiden er der også blevet løst op for traktatstriden. De tydelige forfatningselementer i Forfatningstraktaten er pillet ud, mens de institutionelle reformer er blevet bibeholdt i den nye Lissabon-traktat underskrevet af EU-landenes regeringer i slutningen af 2007. I både Frankrig og Nederlandene er det blevet besluttet, at den nye traktat ikke skal til folkeafstemning igen, og i Danmark har både regering og et flertal i Folketinget ligeledes lagt sig fast på, at de danske vælgere ikke skal høres, da det er den juridiske vurdering, at den nye Lissabon-traktat ikke indeholder ny suverænitetsoverdragelse til EU.

Anders Fogh Rasmussen til underskrivningsceremoni
af Lissabon-traktaten 2007. Fra European Commission
- Audiovisual Service.