Du er her: danmarkshistorien Materiale Vis

Grundlovsændringen 1953

Artikler

Revisionen af Danmarks grundlov den 5. juni 1953 er den foreløbigt seneste grundlovsrevision. 1953-grundloven mindede i form og indhold om den oprindelige grundlov fra 1849, men indeholdt nye bestemmelser om blandt andet parlamentarisme og suverænitetsafgivelse. Ved revisionen i 1953 blev valgretsalderen ydermere nedsat, Landstinget blev opløst, og Danmark fik således et etkammersystem med Folketinget som eneste nationale repræsentative forsamling. Endelig blev der indført betinget kvindelig arvefølge til tronen.

Baggrund

I 1939 fremsattes et forslag til en grundlovsændring, som skulle afskaffe Landstinget og erstatte det med et Rigsting, udgået dels af Folketinget, dels af almindeligt valg. Selvom forslaget opnåede over 90 % ja-stemmer ved en efterfølgende folkeafstemning, kunne det dog ikke gennemføres, da ja-stemmerne kun udgjorde 44,5 % af det samlede antal stemmeberettigede. Ifølge den eksisterende grundlov fra 1915 skulle de udgøre mere end 45 %. Dette illustrerede over for de politiske partier, at det kunne blive meget vanskeligt at gennemføre en grundlovsændring.

Efter 2. verdenskrigs afslutning blev grundlovsspørgsmålet atter taget op, ikke mindst pga. utilfredsheden med den høje valgretsalder på 25 år til Folketinget og 35 år til Landstinget. Utilfredsheden bundede blandt andet i, at mange unge havde været involveret i modstandsbevægelsen, og det syntes passende, at de fik større del i de politiske beslutninger. Et andet væsentligt argument for en grundlovsrevision var Landstinget, som efterhånden helt syntes at have udspillet sin rolle som garant mod snævre flertalsbeslutninger og tilfældige folkestemninger. Partiernes repræsentanter i de to ting holdt gruppemøder sammen, og forskellen mellem dem var således illusorisk.

I 1946 blev der nedsat en forfatningskommission med statsminister Knud Kristensen (V) som formand. I anden halvdel af 1940’erne prioriterede de skiftende regeringer imidlertid ikke det komplicerede politiske spørgsmål højt, og der skete ikke megen udvikling i sagen. Dette ændredes i 1951, blandt andet fordi statsminister Erik Eriksen (V) kunne bruge grundlovsspørgsmålet til at holde liv i koalitionsregeringen bestående af Venstre og De Konservative. De Radikale, som var blandt de mest positive over for en grundlovsrevision, ville være mindre tilbøjelige til at vælte regeringen, når den arbejdede seriøst med grundlovsspørgsmålet.

Gennemførelse og indhold

Forhandlingerne i forfatningskommissionen blev lange og indviklede. Venstre og De Konservative ønskede elementer, som kunne erstatte Landstingets konservative funktion – og blandt De Konservative var der flere, der gerne så tinget bevaret. De Radikale og Socialdemokratiet ønskede en lavere valgretsalder og en afskaffelse af Landstinget. Efter at have diskuteret forskellige modeller for en slags andetkammer – blandt andet et ”lovråd” af sagkyndige – opnåedes der til sidst enighed om et rent etkammersystem. Til gengæld skulle det være muligt for 2/5 af Folketingets medlemmer at sende et lovforslag til folkeafstemning. Dette skulle være en sikring mod bratte omvæltninger og en beskyttelse af mindretallet. I spørgsmålet om valgretsalderen lagdes det ud til afstemning, om den skulle nedsættes til 21 eller 23 år.

Andre spørgsmål var mindre kontroversielle. Parlamentarismen – regeringens afhængighed af et flertal i Folketinget – blev indført i grundloven. Grønland ændrede status fra koloni til en del af riget. På foranledning af sagkyndige jurister blev der tilføjet en paragraf, der bestemte under hvilke former Danmark kunne afgive suverænitet til internationale organisationer. Dette skønnedes hensigtsmæssigt i en tid, hvor en lang række internationale organisationer såsom FN, EF, OEEC/OECD og NATO enten var dannet eller i støbeskeen. Paragraf 20 – som den hed – kom til at danne baggrund for kommunisternes agitation mod grundlovsændringen, idet de korrekt antog, at det var et spørgsmål om at afgive suverænitet til først og fremmest ”vestvendte” samarbejder.

Et andet spørgsmål, som til forskel fra de øvrige også optog befolkningen, var spørgsmålet om arvefølgen til tronen, der var bestemt i den såkaldte tronfølgelov. Ifølge den hidtidige tronfølgelov kunne kun mænd arve tronen. Da Frederik 9 kun havde døtre, og da bestemmelsen generelt syntes forældet, var der mange, både blandt politikere og i befolkningen, der ønskede den ændret. Medvirkende var også for blandt andet De Radikale, at et sådant populært spørgsmål kunne bidrage til at sikre, at tilstrækkeligt mange mødte frem og stemte, så man kunne nå de 45 % ja-stemmer, der ikke var nået i 1939. I det endelige forslag blev der dog efter krav fra De Konservative kun foreslået betinget kvindelig arvefølge, hvilket betød, at den ældste datter kun skulle overtage tronen, såfremt der ikke fandtes yngre sønner.

Grundlovsforslaget kom til folkeafstemning den 28. maj 1953 og blev anbefalet af alle de politiske partier i Rigsdagen med undtagelse af DKP. 78,8 % af de afgivne stemmer gik ind for grundlovsændringen, men da de pga. en lav valgdeltagelse kun svarede til 45,8 % af de stemmeberettigede, var forslaget blot omkring 20.000 stemmer fra at blive forkastet. Folkeafstemningen vedtog også, at valgretsalderen fremover skulle være 23 år, men samtidig placeredes spørgsmålet herom i valgloven, som kunne ændres uden at ændre selve Grundloven. De relativt mange nej-stemmer skyldtes blandt andet Venstres tidligere formand og statsminister Knud Kristensen, som agiterede ivrigt mod grundlovsforslaget (især etkammersystemet), og som på dagen for den ny grundlovs underskrivelse af Rigsrådet meldte sig ud af Venstre og senere var medstifter af det borgerlige parti De Uafhængige.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 13.02.2017