-
Danmarkshistorien.dk

Artikel: Ostindisk Kompagni

Ostindisk Kompagni

Ostindisk Kompagni var et handelskompagni etableret ved kongelig oktroj af 17. marts 1616. Kompagniet opløstes i 1729, men aktiviteterne fortsatte fra 1732 i Asiatisk Kompagni.

Et af Christian 4's orlovsskibe
Et af Christian 4's orlovsskibe. Fra Danmarks
Riges Historie (1896-1907).

 

Kompagniet blev til på Christian 4's initiativ og modelleret efter hollandsk forbillede. Kongemagten var største aktionær og långiver, men blandt investorerne var såvel adel og borgere i Danmark, Norge og hertugdømmerne.

Hensigten med etableringen af Ostindisk Kompagni var at få del i handelen på Asien på linie med Holland og England, og kompagniet fik monopol på handelen med Asien ad søvejen. I 1618 sendtes den første ekspedition af sted, og som et resultat af denne ekspedition etableredes handelsstationen Trankebar på Coromandelkysten i det sydøstlige Indien. I Asien hentede kompagniet krydderier og i stigende grad bomuldstekstiler. Disse varer blev overvejende betalt med sølv. Kompagniet deltog også i den regionale handel i de asiatiske farvande. 

I det første år var kompagniets aktiviteter begrænsede og det økonomiske udbytte beskedent. Efter 1639 var Ostindisk Kompagni således ikke i stand til at sende skibe til Asien, og kompagniet opløstes i 1650. Først i 1668 sendtes igen et skib fra Danmark-Norge til Asien, og i 1670 blev et nyt Ostindisk Kompagni oprettet. I slutningen af 1600-tallet oplevede handelen bedre konjunkturer og det lykkedes at udsende i gennemsnit to skibe om året. Store Nordiske Krig forstyrrede imidlertid kompagniets aktiviteter så meget, at det i 1729 blev likvideret. Besejlingen af Asien fortsatte dog, og i 1732 oprettedes Asiatisk Kompagni med udgangspunkt i de samme interessenter.

Samling:
Tidsafgrænsning
1616-1729
Periode(r) i danmarkshistorien
1536-1660, 1660-1784
Forfatter
Sidst redigeret
13.06.2009
Sprog
Medietype
Tekst
Litteratur
Brøndsted, Johannes (red.), Vore Gamle Tropekolonier, bd. V. (1967).
Feldbæk, Ole og Justesen, Ole: Kolonierne i Asien og Afrika (1980).
Feldbæk, Ole: Danske Handelskompagnier 1616-1843. Oktrojer og interne ledelsesregler (1986).
Gøbel, Erik: "Danske oversøiske handelskompagnier i 17. og 18. århundrede. En forskningsoversigt", i Fortid og Nutid (1980), s. 535-69.
Udgiver
www.danmarkshistorien.dk, Institut for Historie og Områdestudier, Aarhus Universitet
-