Besættelsestiden, 1940-45

9. april 1940 og den tyske "fredsbesættelse"

Danmark besattes af Tyskland efter kortvarige militære kampe. Det strategiske mål for det tyske angreb var Norge. Efter kapitulationen forsøgte den danske regering at fastholde den tyske besættelsesmagt på dens løfter om politisk selvstændighed.

Tidligt om morgenen 9. april 1940 angreb tyske land-, sø- og luftstyrker Danmark forskellige steder i landet. Det danske militær ydede kun sporadisk og ukoordineret modstand, og på regeringens og kong Christian 10’s ordre indstilledes kampene efter få timer. Centrum for den tyske strategiske interesse var dog ikke Danmark, men Norge, hvis havne og fjorde den tyske flåde ønskede at benytte i ubådskrigen på Atlanten og til at sikre malmleverancer fra Sverige. Danmark var i den forbindelse blot at betragte som en trædesten i vandet.

Ved angrebet blev den danske regering stillet over for et tysk ultimatum, der bød enten overgivelse eller hensynsløs nedkæmpelse af de danske styrker. I erkendelse af det ulige styrkeforhold valgte regeringen det første.

Det tyske ultimatum var en del af et længere memorandum, som også forsikrede, at besættelsen ikke havde til hensigt at “antaste Kongeriget Danmarks territoriale integritet eller politiske uafhængighed”. Konkret måtte det tolkes som et tysk løfte om det politiske systems fortsatte beståen, samt at besættelsesmagten ikke ville forlange Sønderjylland indlemmet i Tyskland. Udenrigsminister P. Munch udformede det danske svar på den tyske regerings memorandum. I svaret hed det, at den danske regering havde besluttet “under protest at ordne landets forhold under hensyn til den besættelse, som har fundet sted”.

Kongen og regeringen udsendte straks et opråb, hvori man forbød enhver modstand mod besættelsestropperne, krævede “ro og orden” og indskærpede pligten til at adlyde “alle, der har en myndighed at udøve”.

Den relativt fredelige besættelse af landet havde skabt en særegen situation, som både de tyske og de danske forhandlere så en mulighed i at udnytte. Fra dansk side var strategien fra den 9. april 1940 til befrielsen i maj 1945 at fastholde tyskerne på deres løfter om dansk suverænitet og påberåbe sig neutralitet – herunder særligt, at Danmark ikke var krigsførende. Med en tysk besættelsesmagt i landet var såvel neutraliteten som suveræniteten dog tvivlsom. Derfor har man senere talt om neutralitets- og suverænitetsfiktionen.

Fra tysk side havde man uden de store omkostninger nået sit militære mål, og ved at tilstå Danmark politisk uafhængighed håbede Berlin at score en propagandagevinst på den internationale scene. Desuden kunne Tyskland, så længe danske myndigheder administrerede samfundet og sørgede for ro og orden, opretholde besættelsen med færre ressourcer end ellers. Det dansk-tyske interessesammenfald skabte en i forhold til resten af det besatte Europa helt unik situation.

Hvor der i andre besatte lande blev oprettet en tysk forvaltning, var det i Danmark stadig danske myndigheder, der havde det formelle ansvar, ligesom det politiske system fra Folketing til sogneråd fortsatte med at fungere stort set uantastet. Næsten som om intet var hændt, foregik således den officielle kontakt mellem Danmark og Tyskland hele krigen igennem via de to landes udenrigsministerier, som det sig hør og bør for to frie og uafhængige stater.

Ordningen mellem besættelsesmagten og det besatte Danmark, der opstod i dagene efter 9. april 1940, kaldtes ifølge international ret en ’fredsbesættelse’. Der havde ikke formelt været erklæret krigstilstand mellem de to lande, og besættelsesmagten anerkendte - i det mindste i princippet - i stor udstrækning den danske suverænitet.

Økonomisk var det danske samfund også i en alvorlig situation. Hele grundlaget for den danske samfundsøkonomi var brudt sammen, fordi Tyskland naturligvis ikke længere tillod Danmark at handle med Tysklands fjende, Storbritannien, som i perioden før 1940 var Danmarks vigtigste samhandelspartner. Arbejdsløshed i byerne og strukturelt sammenbrud for det eksporterende landbrug truede.

Igen kunne et dansk-tysk interessesammenfald løse, hvad der ved første øjekast lignede en gordisk knude. Tyskland var interesseret i at importere danske landbrugsprodukter og var til gengæld villig til at forsyne Danmark med brændsel og råvarer til den danske hjemmemarkedsindustri. Men selvom sammenbruddet således var afværget, var det en dansk økonomi, der kørte i lavere gear.

Tyske soldater i Sønderjylland den 9. april 1940. Foto: Th. Christensen, Aabenraa (no known rights). Fra Rigsarkivet.
Tyskernes militære kodenavn for besættelsen var Weserübung Süd. Fra Wikimedia Commons.
Flyveblade nedkastet fra tyske flyvemaskiner den 9. april 1940. Fra Wikimedia Commons.