Erik af Pommern, ca. 1382-1459

Artikler

Erik 7. af Pommern, ca. 1382-1459, konge af Danmark, Norge og Sverige fra 1396 (Norge fra 1389), unionskonge 1397-1439/41, søn af hertug Vartislav 7. af Pommern-Stolp (d. 1394) og Margrete 1.s søsterdatter Maria af Mecklenburg (d. 1394).

Efter Margrete 1.s søn Olufs død i 1387 blev Erik, der oprindeligt hed Bugislav, Margretes fostersøn og opdraget til kongegerningen.

I 1406 ægtede han Filippa (1394-1430), en datter af kong Henrik 4. af England. Ægteskabet var barnløst, hvorfor Erik udpegede sin fætter, hertug Bugislav 9. af Pommern-Wolgast, til nærmeste arvtager.

Margrete 1. vedblev reelt at regere Danmark og de øvrige riger (Kalmarunionen) frem til sin død i 1412, og fra 1404 forsøgte hun og Erik at hævde den danske indflydelse i Slesvig. Resultatet blev fra 1416 en mangeårig krig om hertugdømmet, hvis lensforhold berørte de vendiske hansestæder. Hamburg støttede åbent de holstenske grever, mens de øvrige hansestæder i 1423 indgik forbund med Erik for at bevare deres handelsprivilegier i Norden. Konflikten om Slesvig blev henvist til voldgiftsdom af Eriks fætter, den tysk-romerske konge Sigismund. Dommen anerkendte Eriks synspunkter, og i taknemmelighed begav han sig på pilgrimsfærd til Det Hellige Land (1423-25).

Margrete 1. og Erik af Pommern, ved Eriks kroning til konge over det samlede Norden
Margrete 1. og Erik af Pommern, ved Eriks kroning til konge over det samlede Norden. Billedet er en såkaldt anskuelsestavle, der blev benyttet i anskuelsesundervisningen fra begyndelsen af 1900-tallet. Fra: Det Kgl. Bibliotek

Holstenerne rettede sig imidlertid ikke efter dommen, og krigen brød ud på ny i 1426, idet de vendiske hansestæder greb ind på de holstenske grevers side som følge af en skærpet kongelig handelspolitik.

Under krigen indførte Erik ca. 1429 Øresundstolden, som i mere end 400 år skulle tilføre kronen betydelige indtægter. Krigsførelsen fremtvang en øget beskatning i Sverige og skærpede den i forvejen hårde lokalforvaltning. Allerede ved Margrete 1.s død sporedes opposition i Sverige mod kongemagten, hvilket det dog lykkedes Erik at imødegå. Engelbrekt Engelbrektssons oprør i 1434 afstedkom, at kongen forsøgte at opnå forlig med de oprørske rigsråder, der støttede Engelbrekts krav.

I 1435 sluttede Erik fred med de vendiske hansestæder og hertug Adolf 8. af Slesvig, hvilket indebar et nederlag for hans slesvigske politik. På et møde i Kalmar i 1436 blev et forlig indgået med svenskerne om ændringer i Eriks hidtidige regeringspraksis og centralistiske unionsstyre. Han tog ophold på Gotland og forsøgte 1437-38 uden held at føre hertug Bugislavs kandidatur igennem i Danmark. Han blev afsat i alle tre riger i løbet af årene 1439-41 og efterfulgt af søstersønnen Christoffer 3. af Bayern. I 1449 overlod kong Erik Gotland til danskerne og levede til sin død i Rügenwalde i Pommern.

Moderne forskning har anerkendt Erik af Pommerns mangeårige og energiske kamp om Slesvig og hans bestræbelser på bl.a. at udvikle de danske købstæder, især i Øresundsområdet.

Erik af Pommerns segl
Erik af Pommerns segl. Efter Kalmarunionens dannelse i 1397 indgik det danske våben i et skjold, der var sammensat af felter for de områder, som kongerne herskede over eller gjorde krav på. I Seglet ses i det korsdelte hovedskjold de tre danske løver, de tre kroner, der ligesom folkungeløven over tre smalle skråbjælker betegner Sverige, og den pommerske grif. I det lille skjold på korset ses Norges øksebærende løve. Illustration fra Henry Petersen Et dansk Flag fra Unionstiden i Maria-Kirken i Lübeck (1882). Fra: Wikimedia Commons  

Om artiklen

Forfatter(e)
denstoredanske.dk, Jens E. Olesen
Tidsafgrænsning
1382 -1459
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
26. marts 2019
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk og denstoredanske.dk. Gengivet med tilladelse fra Jens E. Olesen og Gyldendal.